A.P. Møller-penge til kunstbiografer

Biffen i Aalborg får en økonomisk håndsrækning fra A.P. Møller.

Et milliontilskud fra A.P. Møller redder biografen Biffen i Aalborg fra at køre med underskud. Det skriver DR Nordjylland.

- Det betyder, at vi nu er kommet i hus med alle de penge, vi har brugt på at digitalisere Biffen, siger direktør Karin Fast til DR Nordjylland.

Den aalborgensiske kunstbiograf beliggende i kulturcentret Nordkraft er ikke den eneste, der nyder godt af millionerne fra A.P. Møller.

De tre kunstbiografer Øst for Paradis i Århus, Café Biografen i Odense og altså også Biffen i Aalborg får i alt 2,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney-Møllers fond til almene Formaal.

Digitalisering af udstyret har været nødvendig, fordi der ikke er mange film på filmspoler længere, forklarer Karin Fast fra Biffen i Aalborg:

- Vi var nødt til at satse og digitalisere alle tre sale. Men det, at vi har pengene nu, betyder, at vi ikke skal køre med underskud, siger hun til DR Nordjylland.

Biffen har hvert år 70-80 premierer på smalle film, der ellers ikke ville blive vist i Nordjylland.

Udover A.P. Møllers almene fond har også Aalborg kommune støttet Biffen samt C.W. Obels Familiefond, Spar Nord og Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord