Arne Boelt bliver Ridder af Dannebrogordenen

Arne Boelt er blevet udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen. Foto: Johnni Isaksen (Arkivfoto)

Hjørring Kommunes borgmester får udmærkelsen for et langt virke i kommunalpolitik.

Når rådhusklokkerne ringer ved midnat 31. december, kan Hjøring Kommunes borgmester Arne Boelt ikke blot skåle i champagne for at fejre, at et nyt år begynder. Han kan samtidig fejre 25-års jubilæum som kommunalpolitiker.

Den indsats er blevet bemærket i kongehuset, som netop har udnævnt den nordjyske politiker til Ridder af Dannebrogordenen.

- Det er ikke usædvanligt at få den udmærkelse for et langt politisk virke, men det er selvfølgelig noget, jeg er rigtig glad for, siger Arne Boelt.

Arne Boelts politiske karriere begyndte i 1994, da han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Sindal. Efter kommunesammenlægningen i 2006 blev han valgt til byrådet i Hjørring Kommune, og i 2010 blev han kommunens borgmester. Dermed er Arne Boelt i gang med sin tredje borgmesterperiode.

Det er før sket, at politikere har takket nej til at modtage kongelige udmærkelser, også Arne Boelts egne partifæller, men det kunne ikke falde den socialdemokratiske Hjørringborgmester ind.

- Jeg kunne ikke drømme om at sige nej. Jeg har selv været garder og passet på majestæten, så jeg føler mig tæt knyttet til kongehuset. Jeg synes, at både kongehuset og de udmærkelser, de uddeler, er en af vores gode traditioner, som vi skal værne om, siger Arne Boelt.

Flere nordjyske borgmestre og kommunalpolitikere er gennem tiden bleve tildelt Dannebrogordenen. For eksempel modtog Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade ordenen i 2015.

Forsiden lige nu