Badegæster ignorerer livsfare

Med en kraftig pålandsvind har det i dag på visse dele af Vestkysten været forbundet med livsfare at springe ud i bølgerne. Alligevel har kystlivredderne i flere situationer måttet stoppe badegæster på vej i vandet.

Mandag eftermiddag har det røde flag været hejst på livreddertårnet på Tornby Strand lidt syd for Hirtshals. Det betyder at al badning frarådes, da forholdene er livsfarlige med en blæst fra vest på op mod 17 meter i sekundet.

- Med den kraftige nordgående strøm, som er i dag, vil en badegæst med gennemsnitlige svømmefærdigheder ikke kunne kontrollere sine bevægelser i vandet, og man risikerer i værste fald at drukne, siger TrygFondens kystlivredder Niels Christian Bitsch til TV2/NORD.

På trods af at det kan være livsfarligt at gå i vandet, har livredderne i dag oplevet, at flere badegæster har ignoreret advarslen.

- Dybest set må folk jo selv om det. Vi har ingen politimyndighed, så vi kan kun på det kraftigste opfordre til at man lader være, siger Niels Christian Bitsch.

Når tårnene på strandene lukker på lørdag, takker TrygFondens livreddere iøvrigt af for i år.


Seneste nyt

fra Nordjylland