Ballade om kystsikring

05:15

1 af 2

Indbyggere i Frederikshavn Kommune kan komme til at betale millioner af kroner for sikring af kysten.

Frederikshavn Kommune har planer om at lade en stor gruppe borgere i byen betale millioner for kystsikring i forreste klitrække. Det vækker harme, for borgerne bor langt væk fra stranden.

- Det er himmelråbende, skrækkeligt og næsten sjovt på samme tid, siger Martin Nordmann, tankbådsfører og skagbo med bopæl halvanden kilometer fra kysten.

Martin Nordmann og hans familie bor i et parcelhuskvarter klos op af industriområdet i Skagen. For ham gør det ikke noget, at stranden ligger langt væk, men han er rystet over, at der nu lægges op til, at han skal betale for kystsikring.

Han og en stribe andre husejere i området har fået brev fra Frederikshavn Kommune med planer om, at de skal være med til at betale for en dyr kystsikring, der vil kunne redde en håndfuld strandvejsvillaer i forreste klitrække.

Diskussionen i Gl. Skagen har stået på i syv år, og nu foreslår kommunen så en solidarisk fordeling af udgifterne - også for dem, der bor langt fra det mondæne Gammel Skagen.

For mange af beboerne i området er der tale om principper.

- Det er lige meget, om de vil have 30 kroner eller 30.000 kroner. Jeg skal bare ikke betale, når jeg ikke selv bor i et kostbart hus direkte ned til stranden i Gl. Skagen, siger Martin Nordmann.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord