Betinget fængsel for røveri mod Sussies Diner

To unge mænd slap med betingede domme for et røveri mod Susies Diner i Sæby.

To unge mænd på henholdsvis 15 og 16 år sad tirsdag på anklagebænken i Retten i Hjørring, den 16-årige anklaget for at have begået røveriet mod Susies Diner på Strandvejen i Sæby i juni, og den 15-årige anklaget for meddelagtighed.

Den 16-årige gik ind i kiosken bevæbnet med en kniv, mens den 15-årige holdt vagt uden for. Med kniven truede den 16-årige kioskens ekspeditrice til at putte 2000 kroner i en medbragt plasticpose.

Drengene har begge tilstået og har forklaret, at de blev tvunget til at begå røveriet, fordi de skyldte penge. Den 16-årige blev idømt seks måneders betinget fængsel samt et påbud om misbrugsbehandling, og den 15-årige blev idømt 60 dages betinget fængsel. De accepterede begge deres dom.


Seneste nyt

fra Nordjylland