Langt over det tilladte: Bilist kørte med promille på over to

En række bilister blev sigtet og anholdt for spritkørsel henover weekenden.

Tre nordjyske mænd fik sig i løbet af weekenden alt for meget at drikke, til de kunne og måtte køre bil. Alligevel valgte de at sætte sig bag rattet.

De tre blev alle anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Den ene, en 49-årig mandlig bilist fra Hjørring gjorde sig særligt bemærket, da han lørdag aften blev standset af politiet, da han kom kørende på Ringvejen.

Ikke nok med at han kørte spirituspåvirket, så viste en blodprøve at promillen var på hele 2,09. Det vil sige et godt stykke over de tilladte 0,5.

Desuden fandt politiet ud af, at den 49-årige mand slet ikke havde kørekort. Han blev anholdt og sigtet for spritkørsel såvel som kørsel uden gældende kørekort.

En anden bilist, en 46-årig mand, blev også sigtet og anholdt for spritkørsel lørdag. Det skete lørdag formiddag på Skjernvej i Aalborg Øst. Ved et rutinetjek fattede en patrulje mistanke til, at den 46-årige mand var påvirket af spiritus.

De udførte en alkometertest med manden, hvor de kunne se, at hans promille overgik de tilladte 0,5. Han blev derfor sigtet og anholdt for spritkørsel.

En tredje bilist, en 39-årig mand, blev også sigtet og anholdt for spritkørsel. Det skete fredag eftermiddag på Houvej i Gandrup. Ved et rutinetjek fattede en patrulje også her mistanke til, at bilisten var påvirket af spiritus.

Gennem en alkometertest blev det tydeligt, at hans promille overgik de tilladte 0,5 promille. Manden blev derfor også sigtet og anholdt for spritkørsel.

 

Skål -  i alt for meget

Hvornår må du køre bil efter en fest? Lad os regne på det: Vi antager, at du er en mand på 80 kg. Du er til fest og drikker:

  • Velkomstdrink: 1 genstand.
  • Forret: 2 genstande.
  • Hovedret: 3 genstande.
  • Dessert: 1 genstand.
  • Kaffe: 1 genstand.
  • Efter middagen og frem til natmad: 6 genstande.
  • I alt: 14 genstande.

Forbrændingen går først rigtigt igang efter ca. 45 minutter. Herefter forbrænder du ca. 1 genstand for hver time og 15 minutter. Det betyder, at du fra kl. 19.45 til 03.00 (7,25 timer) forbrænder 5,8 genstande (7,25:1,25=5,8).

Kl. 8.00 næste morgen henter du rundstykker. Der er nu gået yderligere 5 timer, og du har forbrændt 4 genstande mere (5:1,25=4).

I alt har du altså forbrændt 9,8 genstande (5,8+4) kl. 8 om morgenen. Det svarer til, at du stadig har en promille på 0,93. 

 

Hvor stor bliver din bøde så?

Bliver du stoppet af politiet, vil du få følgende straf, hvis det er første gang, at du bliver taget for spirituskørsel:

Lad os antage, at du tjener 30.000 kr. om måneden (brutto) og bliver taget med en promille på 0,93. Du får ca. 13.000 kr. i bøde. Du får også frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at du skal bestå en ny teori- og køreprøve inden for 6 måneder. Dumper du til en af prøverne, skal du aflevere kørekortet og får det først tilbage, når du har bestået begge prøver.

Oven i det skal du gennemføre et ANT-kursus (ANT står for Alkohol, Narko og Trafik). Kurset varer 12 timer fordelt på 4 lektioner à 3 timer, og det koster 3200 kr.

 

Kilde: Nordjyllands Politi


Seneste nyt

fra Nordjylland