Bookmakere: AaB er stadig guldfavorit

AaB-fans tror på at DM-guldet ender i Aalborg, efter at AaB slog FC Midtjylland. Foto: Ivan Johan Hansen

FC Midtjylland hentede i weekenden tre point på AaB i Superliga-toppen, men selv om midtjyderne nu selv kan afgøre sagerne, er AaB stadig bookmakernes guldfavorit.

Kun målscoren adskiller FC Midtjylland og AaB i toppen af Superligaen. Begge hold har 55 point før de tre sidste kampe, og hullet til forfølgerne er nu så stort, at guldstriden udelukkende bliver et anliggende mellem de to jyske klubber. FC Midtjylland kan med tre sejre hjemtage klubbens første mesterskab, men slutprogrammet med Brøndby, FCK og Sønderjyske ser så svært ud, at NordicBet ikke tøver med at placere favoritværdigheden hos AaB.

Ender nordjyderne med at kunne hænge guldmedaljerne om halsen, er der odds 1,67 at hente, mens et mesterskab til FC Midtjylland står i odds 2,10. Samme tendens er tilfældet hos Danske Spil, hvor AaB-guld giver 1,80 igen, mens FC Midtjylland giver odds 1,95.

- Ser man på de to holds formkurver, så ligger fordelen jo egentlig mest hos FC Midtjylland. AaB har tabt to af de seneste tre kampe og er hæmmet af Rasmus Jönssons skade, men på papiret har nordjyderne et noget nemmere slutprogram. AaB skal til Nordsjælland og Vestsjælland, inden AGF venter hjemme i sæsonens sidste kamp. Det kunne godt ligne seks-syv point til AaB, hvilket vi umiddelbart vurderer vil være nok til et mesterskab, siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.

Et sensationelt comeback til enten FC København eller Brøndby belønnes med odds 500 hos NordicBet.

Flere nyheder fra TV2 Nord