Borgmester jubler over mange nyfødte i Frederikshavn Kommune

Flere nyfødte har bidraget til, at indbyggertallet i Frederikshavn Kommune er steget for første gang i fem år. De mange babyer glæder borgmesteren.

Noget tyder på, at der blev gået til stålet i Frederikshavn Kommune i 2016. I hvert fald hvis man kigger på de seneste fødselstal fra kommunen. I alt kom 524 børn til verden sidste år. Det er flere end i nogen af de fire foregående år, og det er noget, der glæder borgmesteren i kommunen.

- Jeg vier jo en masse på rådhuset, og jeg opfordrer altid folk til at få en masse børn, så det kan man godt kalde for en målrettet strategi, fortæller en grinende Birgit Hansen i telefonen.

- Hvis folk koncentrere sig om at få børn, så skal vi nok stå for de gode pasningstilbud, siger hun.

Om det er borgmesterens opfordring, der har virket, eller om Frederikshavn Kommune oplevede et større strømsvigt for præcis 9 måneder siden er rene spekulationer. Faktum er, at der igen bliver født flere børn i Frederikshavn Kommune, og det er der brug for, fortæller Birgit Hansen.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i kommunen har nogle udfordringer med demografien. Der dør flere, end der bliver født, og det er jo et problem. Derfor vil jeg gerne have lov at være en smule optimistisk over de her fødselstal. Også selvom vi er i Nordjylland, siger borgmesteren.

I alt døde 731 borgere i Frederikshavn Kommune i 2016. Og selvom det stadig er flere end de 524 nyfødte, så var 2016 alligevel året, hvor indbyggertallet i kommunen steg for første gang i fem år. Noget der til dels skyldes stigningen i antallet af nyfødte, og det er positivt, mener Birgit Hansen.

- Når der bliver født flere, så holder det jo gang i vores dagplejer og børnehaver, og det giver vores pædagoger noget at lave.

- Så jeg kan kun opfordre folk til at blive ved med at lave børn, slutter den glade borgmester.

 

Kilde: Frederikshavn Kommune
Kilde: Frederikshavn Kommune

 


Seneste nyt

fra Nordjylland