Borgmester: Plejecenter lukker

Med borgmester Mogens Gade i spidsen slår et politisk flertal i Jammerbugt Kommune nu fast, at alle planer om at gøre Hune Plejecenter til friplejehjem ikke lader sig gøre.

En initiativgruppe har ellers forsøgt at etablere og drive Hune Plejecenter videre som et friplejehjem i Hune. Dermed ville de nuværende beboere kunne blive boende, ligesom personalet ville kunne bevare sit nuværende arbejde.

Men sådan er virkeligheden ifølge borgmester Mogens Gade (Venstre) ikke. Hune Plejecenter lukkes til juni næste år.

- Beslutningen om lukning af Hune Plejecenter står ved magt, og vi kan kun beklage den usikkerhed hos beboerne på Hune Plejecenter og for vores medarbejdere, som disse modsatrettede udmeldinger har givet, lyder det fra borgmesteren.

Baggrunden for, at politikerne har taget beslutningen, er, at der de kommende år forventes et stigende antal ældre borgere i Jammerbugt Kommune, men trods det har det ikke været fulgt af en stigende efterspørgsel på plejeboliger - tværtimod ses en faldende efterspørgsel på plejecenterboliger. Derfor har social- og sundhedsudvalget arbejdet med en kapacitetstilpasning af antal plejecenterboliger, hvor der er taget udgangspunkt i et ønske om større og mere bæredygtige plejecentre, med en fysisk beliggenhed, som modsvarer efterspørgslen. Derfor er det besluttet, at Hune Plejecenter nedlægges pr. 1. juni 2016, som et led i kapacitetstilpasningen.

- Lukkes Hune Plejecenter ikke, så vil der blot skulle lukkes et andet plejecenter for at sikre den nødvendige kapacitetstilpasning, lyder det i en pressemeddelelse fra de lokale politikere i Jammerbugt.

Mange af beboerne på Hune plejecenter har allerede valgt ny bolig, og der har været afholdt samtaler med medarbejderne om deres fremtid.


Seneste nyt

fra Nordjylland