Borgmestre: Ansæt nye lærlinge nu

Bygge- og anlægsbranchen i Vendsyssel skal tage flere lærlinge nu, lyder det fra flere nordjyske borgmestre.

Inden for få år vil bygge- og anlægsbranchen i Vendsyssel mangle faglært arbejdskraft. Store byggeprojekter og en aldrende arbejdsstyrke betyder, at der skal ansættes nye lærlinge allerede nu, hvis Vendsyssel skal undgå at importere arbejdskraft.

Derfor tager borgmestrene i Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring Kommuner nu initiativ til kampagnen "Byg Fremtiden", som skal få flere virksomheder til at tage flere lærlinge, efteruddanne medarbejdere og modtage flere ledige i jobrotation.

Bygge- og anlægsvirksomhederne i Vendsyssel modtager snart et brev med en opfordring om at bakke op om kampagnen og tage ansvar for at forny og opkvalificere arbejdskraften.

En karavane fra de tre kommuner besøger i den kommende tid mellem 100 og 150 virksomheder til en snak om, hvordan udfordringerne kan håndteres.

De forventer, at 65 virksomheder siger ja til at tage en elev eller voksenlærling eller efteruddanne medarbejderne inden foråret 2015.

Flere nyheder fra TV2 Nord