Buspriserne stiger

Det bliver dyrere at bruge klippekort, buskort og rejsekort i Nordjylland i fremtiden. Foto: TV2/Nord

Taksterne sættes op med 3,5 procent. Det har Nordjyllands Trafikselskab bestemt.

Det bliver fremover dyrere at bruge månedskort, rejsekort og klippekort i de nordjyske busser. Det skriver P4 Nordjylland.

Nordjyllands Trafikselskabs bestyrelse har nemlig stemt ja til, at taksterne skal sættes op med 3,5 procent.

- Omkostningerne er steget, både hvad angår brændstof og lønninger. Hvis ikke vi sætter taksterne op, skal vi bede kommunerne og regionerne om 11 millioner kroner mere i tilskud. Og det kan betyde, at vi bliver tvunget til at spare i stedet. Det er vi ikke interesseret i, siger NT's formand Thomas Kastrup Larsen (A) til P4 Nordjylland. Han tror dog ikke, at de højere takster får kunderne til at boykotte busserne.

- Vi kan se, at vi har fået flere kunder, selv om taksterne også er steget i år, siger han til P4.

Prisen på en enkelt busbillet bliver dog ikke dyrere. Der skal nemlig være ens pris på busbilletter i hele Jylland og på Fyn. Derfor går det kun ud over kunder, der køber månedskort, rejsekort og klippekort.

Til gengæld kommer de så til at stige mere end de 3,5 procent, da den stigning dækker over alle taksterne.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord