Byggeregler giver forvirring

 Byggeregler giver forvirring

Det er ifølge et nyt sæt byggeregler tilladt at opføre mindre bygninger på op til 35 m2 uden at søge tilladelse ved kommunen. Men borgerne kontakter alligevel kommunen, fordi de nye byggeregler skaber forvirring.

Det skriver P4 Nordjylland.

Nye byggeregler skulle betyde mindre sagsbehandling ved kommunen, da det nu er tilladt at opføre mindre bygninger på op til 35 m2 uden at søge tilladelse ved kommunen. Men de nye regler er ikke så lette at gennemskue for borgerne, så de kontakter stadigvæk kommunen.

- Nu henvender folk sig og spørger OM, de skal søge. Og når de gør det, så er vi reelt stadig nødt til at lave en form for sagsbehandling for at være sikre på, at de ikke skal søge, siger Kristina Ginnerup, der er byggesagsbehandler i Vesthimmerland, til P4 Nordjylland.

Byggesagsbehandleren ser det dog ikke som en dårlig ting, at borgerne kontakter kommunen, selv om det reelt ikke er nødvendigt.

- Skrækscenariet er, at mange ender med at bygge ulovligt som følge af de lempelige regler. For så er det virkelig noget, der vil kræve ressourcer af os, siger Kristina Ginnerup.

Det er hensigten, at de nye byggeregler skal lette arbejdsbyrden ved kommunernes byggesagsbehandlere.


Seneste nyt

fra Nordjylland