Kongeskibet Dannebrog hejser flaget fra Frederikshavn

Flaget er hejst på Kongeskibet Dannebrog, som i dag sejler fra Frederikshavn. Foto: Jesper Christiansen

Foto: Jesper Christiansen

Foto: Jesper Christiansen

Besætningen begynder nu den sejlende forskole, som foregår indtil 1. maj. Foto: Jesper Christiansen

1 af 4

Kongeskibet Dannebrog er klar til årets sejlads. I dag blev flaget hejst på Kongeskibet, som sejlede fra Frederikshavn.

Besætningen på kongeskibet Dannebrog gik torsdag eftermiddag ombord på skibet, som sejlede fra Frederikshavn for at begynde den sejlende forskole, som varer frem til tirsdag den 1. maj. Herefter vil Hendes Majestæt Dronningen officielt stige om bord i Dannebrog i Københavns Havn.

Forskolen har til formål at uddanne og rutinere såvel dette års værnepligtige besætning som stambesætningen, således at besætningen som helhed er rustet til at løse samtlige forekommende opgaver - såvel opgaver, som skal løses af søfolk, som opgaver, der har til formål at støtte kongefamilien i blandt andet ceremoniel henseende. 

Der lægges under forskolesejladsen særlig vægt på sikkerhed for medsejlende medlemmer af kongefamilien, for skibet og for det enkelte besætningsmedlem. 

Inden den sejlende forskole tager form, har den værnepligtige besætning gennemført flere måneders intensiv uddannelse og træning ved Søværnets Skole, Center for Sergent og Maritim uddannelse i Frederikshavn, blandt andet under ledelse af officerer og befalingsmænd fra skibets faste besætning.

Under forskolen vil Kongeskibet Dannebrog blandt andet gennemføre rekognosceringer fra søsiden i nogle af de danske havne og i de områder, hvor Hendes Majestæt Dronningen og medlemmer af den kongelige familie kommer på besøg i løbet af sommeren. 

I 2018 gennemfører Hendes Majestæt Dronningen sommertogt i Danmark med kongeskibet i henholdsvis Silkeborg og Svendborg kommuner, og dertil kommer hen over sommeren intensiv sejlads primært i indre danske farvande og i forbindelse med Kongelige aktiviteter.

Kronprinsfamilien besøger i 2018 Færøerne med kongeskibet i august. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord