Der bliver længere til bedste: På Mors er de tættest på

Færre og færre danske børn bor tæt på deres bedsteforældre. I flere nordjyske kommuner har en stor del af børnene dog stadig bedsteforældrene tæt på.

26 procent af de danske 0-10-årige børn bor over 20 kilometer væk fra deres bedsteforældre, og andelen er stigende. Samtidig er det færre, der bor helt tæt på deres bedsteforældre. Det viser en helt ny analyse fra Momentum.

Analysen har sammenlignet afstande i 2002 og 2018, og der er sket en stigning på 13 procent i antallet af børn, der ikke har mindst en af deres bedsteforældre inden for 20 kilometers afstand.

Desuden er den gennemsnitlige afstand mellem børn og bedsteforældre steget fra 21,3 kilometer i 2020 til 23,6 kilometer i dag.

Det kan have stor betydning for børnefamiliernes hverdag, om bedsteforældrene bor tæt på eller langt væk, mener familievejleder og coach Diana Lindegaard.

- Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpe hjælp, hvis bedsteforældrene bor i nærheden, fordi det kan gøre det lettere at få praktikken i børnefamilien til at hænge sammen, uden at nogen bliver super stressede, siger Diana Lindegaard.

I den sammenhæng er børnefamilier i MOrsø Kommune ret godt stillet. Det er nemlig den kommune i landet, hvor andelen af børn, der bor tæt på bedsteforældrene er størst. Her bor 91 procent af de 0-10-årige mindre end 20 kilometer fra deres bedsteforældre, og faktisk er andelen steget fra 89 til 91 procent.

Også Frederikshavn, Hjørring og Thisted Kommuner er i top 10 over de tættestboende børn og bedsteforældre. Her er andelen af børn, der har mindre end 20 kilometer hen til bedste henholdsvis 89, 88 og 87 procent. Alle tre steder har andelen været stigende siden 2002.

Momentums analyse viser også, at forældrenes uddannelsesniveau har stor indflydelse på, om bedsteforældrene bor tæt på. Således er det kun 58 procent af 0-10-årige, hvis forældre har lange videregående uddannelser, der har bedsteforældre inden for 20 kilometer. Det gælder for 85 procent af børnene med faglærte forældre. Billedet afspejles i, at det især er i universitetsbyerne og tæt på dem, at flest børn har langt til bedsteforældrene.

Det viser sig balndt andet i Aalborg Kommune, som indtager en 70. plads blandt landets kommuner. Her var der i 2002 78 procent af børnene, der havde mindre end 20 kiometer til en bedsteforælder, mens det tal var faldet til 73 procent i 2018.

Den nordjyske kommune, der ligger lavest er Rebild. Her er det 70 procent af børnene, der har bedsteforældrene inden for 20 kilometer.

Det behøver dog ikke nødvendigvis at være dårligt, at man ikke har bedsteforældrene i baghaven. Hvis man ellers er gode til at besøge hinanden, kan børn og bedsteforældre let bevare den gode relation, og med moderne teknologi er det blevet endnu lettere at holde kontaken.

- Mulighederne er øget markant de sidste 10-15 år i takt med udbredelsen af teknologi som e-mails og sociale medier. Man kan skype hver eneste dag, hvis man har lyst til det. Den udvikling kan samtidig betyde, at de ældre bliver foranlediget til at være mere teknologiske, end de ellers ville have været. Og det er en god ting, siger Anne Leonora Blaakilde, som er ekspert i ældreliv og lektor ved RUC.

Hun mener endda, at der kan være fordele i at bo med lidt afstand.

- Når man har det godt med at bo langt fra hinanden, så ser man fordelene i, at man er sammen på en mere ferieagtig måde. Det er mere luksustid, fordi det netop ikke er dagligdagen, hvor man passer syge børn og gør rent, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland