DESMI bygger nyt lager- og distributionscenter

DESMI udbygger i Danmark. Firmaet har netop taget de første spadestik til en ny lager- og produktionsfacilitet i Nørresundby

Som led i en større plan for udvidelse og ombygning udvider DESMI-koncernen. Den økonomiske ramme udgør et tocifret millionbeløb.

- Vi har gennem de senere år udvidet vores aktiviteter betydeligt og dermed også fået brug for mere plads, udtaler administrerende direktør Henrik Sørensen.

Alene i 2006 havde DESMI en vækst på godt 30 procent på de direkte pumpeaktiviteter, og det øger behovet for mere plads.

- I 2005 etablerede vi en fabrik i Kina på foreløbig 4.500 kvadratmeter, og nu udbygger vi i Danmark med godt 1.700 kvadratmeter og er dermed bedre rustet til en videre aktivitetsøgning, siger Henrik Sørensen i pressemeddelelse.

Henrik Sørensen fortæller også, at udvidelsen i sig selv ikke på kort sigt forudses at give en nævneværdig øget beskæftigelse på fabrikken i Nørresundby, hvor der i forvejen er beskæftiget godt 160 timelønnede og godt 80 funktionærer.

Forsiden lige nu