Det Flyvende Spaghetti-Monster er landet i Nordjylland

07:06

Må hans nudelhed våge over dig, og må sovsen være med dig.

Kirken for Det Flyvende Spaghetti-Monster er en ny religion, som nu også er kommet til Danmark. Her tror man på alt, der er godt, og er imod alt, der er dårligt. I himlen er der øl-vulkaner - og så er det udvalgte folk søde pirater.

Klar – pirat – start. På gågaden i Aalborg blev der onsdags delt lakridspiber og ny viden ud. Piraten Jakob Farian Krarup var på mission for sin religion, som er noget anderledes end de fleste andre, vi kender til.

- Til forskel fra andre religioner, så tror vi ikke bare – vi ved. Det er et evidensbaret trosalternativ, siger Jakob Farian Krarup.

Religionen hedder "Kirken for Det Flyvende Spaghetti-Monster", og her tror man på, at Det Flyvende Spaghetti-Monster skabte verden. Når man indtager pasta, spiser man guden og tilbeder ham.

- Vi kan ikke se ham, og vi kan ikke måle ham, men han må være der. Lidt ligesom et sort hul, forklarer Jakob Farian Krarup, der er formand for religionen, og fortsætter:

- Og han må elske os.

I religionen tror man på alt, der er godt, og man afviser alt, der ikke er det – og pirater er det udvalgte folk. For ifølge Jacob Farian Krarup, var pirater ikke blodtørststige og krigeriske, som mange tror, de var tværtimod søde og delte slik ud.

Kirken for Det Flyvende Spaghetti-Monster går meget op i, at deres religion bygger på noget beviseligt, og derfor går de meget op i grafer.

- Hvis vi har grafer, så må man antage, at det har vi styr på, siger Jacob Farian Krarup, mens han viser en graf frem:

- På denne graf ses det, at jo færre søde pirater der findes, jo højere bliver temperaturene og den globale opvarmning øges.

Lige nu er der omkring 500 betalende medlemmer af Kirken for Det Flyvende Spaghetti-Monster

Kirken for Det Flyvende Spaghetti-Monster har ansøgt om at blive godkendt som religion i Danmark. Det vil for eksempel betyde, at tilhængerne kan bære deres religiøse pirathatte på deres kørekorts-billede. Religionen er godkendt i nogle stater i USA, New Zealand og Polen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord