Dialysepatienter cykler til Paris

Dialysepatienterne på Sygehus Vendsyssel har sat sig et mål. De vil cykle hele vejen til Paris - imens de er i dialysebehandling.

De fleste af dialysepatienterne på Sygehus Vendsyssel er i behandling tre gange om ugen, og hver gang tager behandlingen fire timer. Men nu har patienterne fået en udfordring, som gør behandlingen lidt sjovere – de skal cykle til Paris. Afdelingen har fået tre sengecykler, som patienterne kan bruge, imens de får behandling, og 18 af patienterne er gået sammen om at cykle hele vejen til Paris inden midten af juli 2017.

Idéen kommer fra en af sygeplejerskerne på afdelingen, som kender nogen, der er en del af Team Hjørring 2017. Team Hjørring 2017 er et cykelhold, som cykler til Paris i uge 29 i 2017, og nu er dialysepatienterne blevet en del af holdet.

- Jeg startede med at sige, at de bare kunne cykle 23 kilometer om ugen, men allerede efter den første uge var vi langt over 100 kilometer, så jeg var nødt til hæve min overlægger lidt, så jeg kunne følge med. Det er nærmest en lavine, der er rullet afsted, hvor jeg halser lidt bagefter, fortæller sygeplejerske Karin Svenningsen.

For dialysepatienterne er der flere fordele ved at cykle. Udfordringen styrker sammenholdet mellem patienterne, og derudover er der også flere helbredsmæssige gevinster ved cyklingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland