Direktøren bliver træner

Foto: Mike Bunde

Den nuværende direktør i Aalborg Pirates Frederik Åkesson skal fremover være træner for holdet. Åkesson skal danne trænerduo med den nuværende assistenttræner Ronny Larsen.

Frederik Åkesson har spillet hele 231 landskampe for Danmark, som indtil for fire år siden var rekord. Derudover har han spillet ikke mindre end 25 ishockeysæsoner på eliteplan, hvoraf de seks sæsoner har været i Herning med fire danske mesterskaber til følge. Han har desuden spillet en sæson i tyske EV Landsberg og en sæson i østrigske Wiener EV.

Efter den aktive karriere er det blevet til tre sæsoner som assisterende træner for AaB Ishockey og en sæson som assisterende træner for Danmarks U18-landshold.

- Jeg har for et par år siden færdiggjort min træneruddannelse i Sverige, så jeg har hele tiden haft ambitioner om at træne et ishockeyhold, udtaler Frederik Åkesson, der glæder sig til udfordringen, siger Frederik Åkesson til Aalborg Pirates hjemmeside.

Ronny Larsen har spillet 24 sæsoner i den bedste række, hvor det er blevet til 777 ligakampe og rekorden for flest scorede mål af en dansk spiller i form af hele 424 fuldtræffere. Dette kombineret med 213 A-landskampe og 14 VM-turneringer for Danmark.

- Med de to herrer har vi fundet de profiler, som kan løfte hele det sportslige niveau i Aalborg Pirates, ligesom vi har fundet to profiler, som har hjertet med i klubben, udtaler bestyrelsesformand Morten Fals.

Det ledige direktørjob hos piraterne overtages af det nuværende bestyrelsesmedlem i klubben, Martin Bach.

Flere nyheder fra TV2 Nord