TV2 Nord

Dyre konfirmationer: Enorme prisforskelle har konsekvenser for de unge

03:36

Det er en dyr begivenhed for de fleste, men der er stor forskel på, hvor meget forældre hiver op af lommen, når børnene skal træde ind i de voksnes rækker. Video: Christian Henriksen

Konfirmation er en dyr begivenhed for de fleste, men der er stor forskel på, hvor meget forældre hiver op af lommen, når børnene skal træde ind i de voksnes rækker. Det har store konsekvenser for de unge.

Foråret er over os, og dermed også sæsonen for konfirmationer.

- Det bliver rigtig stort at blive konfirmeret. Jeg glæder mig helt vildt, siger Sebastian Sørensen, der skal konfirmeres til april.

- Det er noget, der kun sker en gang i livet, så det skal selvfølgelig være en meget stor fest, siger Jonatan Tornild, der også er kommende konfirmand.

For de fleste betyder konfirmation overdådige fester med dyre gaver og lækker mad, men ikke alle har råd til de kæmpe fejringer.

Ifølge René Skau Bjørnsson, der er formand for organisationen Børnesagens Fællesråd, kan de store budgetforskelle have store konsekvenser for de unge konfirmander.

- De kommer til at føle sig uden for. De kammerater, de sammenligner sig med, har meget mere, end de selv har, og det er første gang, de rigtig bliver opmærksomme på det. De oplever at få et stempel og føle sig fattige, siger han.

Hos Limousine Nordjylland er der fuldt booket op til forårets konfirmationer.

De oplever at få et stempel og føle sig fattige.

René Skau Bjørnsson, Børnesagens Fællesråd

- Jeg kan ikke tage flere ind nu. Alle limousiner er optaget, siger Daniel Malthe, der er indehaver af Limousine Nordjylland.

Og det er ikke noget nyt. Månederne april og maj er altid travle, og ofte er limousinerne booket et helt år i forvejen.

- Jeg tror, det handler om at have stil. Det er blevet en trend, som har udviklet sig. Før i tiden var der måske en til to limousiner ved kirken - nu holder der 20, siger Daniel Malthe.

Også på Hotel Scheelsminde i Aalborg er konfirmationsperioden en travl tid. Her har de også bestillinger flere år ud i fremtiden, og de unge ved godt, hvad de vil have.

- Forældrene har ikke lige så meget at skulle have sagt, som de havde engang, siger Helle Thomasberg, der er salgschef på Hotel Scheelsminde.

Når det kommer til menuen er den gode gamle suppe, steg og is også byttet ud.

- Vores sæsonmenu er meget populær blandt de unge mennesker. Det er ikke rigtig den traditionelle menu, som hitter mere, siger Helle Thomasberg.

I gennemsnit bruger en dansk familie over 30.000 kroner på at holde konfirmation.

03:21 Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord