En person dræbt i nordjysk soloulykke

Foto: Per Frank Paulsen

Politiet formoder, at alkohol er årsag til dødsulykke ved Aalborg. Yderligere to personer er hårdt kvæstet.

En person mistede lørdag aften livet i en trafikulykke øst for Aalborg.

Tre personer kom kørende på Melholtvej ved Hals, da bilen af ukendte årsager endte uden for vejbanen.

- De har mistet herredømmet over bilen og er kørt i en grøft, fortæller vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

- Der er formentlig tale om tre mennesker fra Litauen - bilen er udenlandsk registreret, siger han.

Ulykken skete omkring klokken 23.00, og ud over den dræbte er de to andre passagerer hårdt kvæstet.

- Vi har afhentet dem med ambulance, og de bliver i øjeblikket behandlet på Traumecenteret på Aalborg Sygehus. Vi ved endnu ikke, om de er i livsfare, siger vagtchefen.

Politiet kender heller ikke årsagen til soloulykken på nuværende tidspunkt, men de tre bilister havde muligvis drukket inden køreturen.

- Vi har en mistanke om, at spiritus eller alkohol har været medvirkende til uheldet. De lugter af spiritus, siger Bent Højgaard.

Politiet skal nu have taget en blodprøve af alle tre personer. Desuden er en bilinspektør tilkaldt, der skal klarlægge personbilens hastighed.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord