Endnu en kontroversiel byggesag i Skagen

Tilsyneladende vil rækken af mærkværdige byggetilladelser i Skagen ingen ende tage. I endnu en sag er naboerne heller ikke blevet hørt inden der blev givet byggetilladelse. 

Det er slut med morgensol på terrassen på adressen Bakkestien 5 i Skagen. Familien Thomsen, der bor her, er godt træt af Frederikshavn Kommune, der har givet tilladelse til, at restaurationen "Casa Blanca" lige inde ved siden har fået lov at bygge en gavl op i syv meters højde. Uden naboerne er blevet hørt først.

- Først ved 10-tiden får vi solen at se nu, og så er vi jo taget på arbejde. Gavlen er alt for høj. Vores hus og grund har virkelig mistet værdi, og så blev ikke en gang hørt inden der blev givet en byggetilladelse, siger husets ejer, Lars Thomsen, til TV2/NORD.

Sagen er ikke enestående. I onsdags kunne TV2/NORD fortælle, at teknisk forvaltning i Frederikshavn Kommune tilsyneladende har strøet om sig med dispensationer fra lokalplanen, når der skal gives byggetilladelser. Ligesom nabohøringer er noget man "glemt" i flere tilfælde. I strid med loven.

Lars Thomsen og hans familie har fået en undskyldning for den kommunale brøler, men så heller ikke mere end det. Statsforvaltningen i Nordjylland har ellers afgjort, at byggetilladelsen skal ophæves og henvist sagen sagen til fornyet behandling. Men kommunen er nået frem til samme afgørelse og fastholder byggetilladelsen.

- Der kører jo mange sager heroppe, men noget så slemt som det her, har jeg aldrig set, siger Lars Thomsen.
 
Lars Thomsen vil som minimum have erstatning eller allerhelst have gavlen revet ned, så han og familien igen kan nyde morgensolen udenfor huset, der har været i familiens eje i 100 år.

SE TV2/NORD LØRDAG KL. 19.30

I øvrigt meget mere om de mange mærkværdige byggetilladelses-sager fra Skagen i morgen i TV2/NORD. Her tager kommunen til genmæle.

Flere nyheder fra TV2 Nord