Enhedslisten vil samle modstand mod skifergas

Enhedslistens nyvalgte energiordfører Søren Egge Rasmussen besøgte i dag protestlejren mod skifergas i Dybvad med tre lovforslag i baggagen.

De tre forslag lyder ultra kort.

- Stop boringen i Dybvad - og betal eventuelt en erstatning til Total.

- Få en politisk behandling inden der kan sættes en produktion af skifergas i gang.

- Og endelig, at tilladelser til at efterforske og tilladelser til at indvinde gas skal ansøges hver for sig.

- Skifergassen fyldte meget i den netop overståede valgkamp i Nordjylland. Nu kan politikerne få en chance for at vise, om de mente det de sagde til vælgerne, siger Søren Egge Rasmussen.

TV2nord har i flere indslag dokumenteret, at hverken Folketinget, kommuner eller borgere og organisationer har haft lejlighed til at komme til orde, inden der blev givet tilladelse til at bore efter skifergas i Vendsyssel. Den debat vil Enhedslisten have det nye Folketing til at tage efter ferien.

- Vi mangler en åben debat om, om vi skal have skifergas eller ej. Vi vil ikke afvise, at der kan være økonomiske fordele ved at udnytte gassen, men det skal holdes op imod de ulemper og de miljøproblemer, som det kan give, siger søren Egge Rasmussen.


Seneste nyt

fra Nordjylland