Erklærer sig delvist skyldig

En 44-årig mand erklærer sig i dag delvist skyldig ved retten i Hjørring. Han er tiltalt for at have begået mandatsvig og underslæb mod Sæby og Frederikshavn Kommune.

En 44-årig mand fremstilles i dag ved retten i Hjørring. Han er tiltalt for at have svindlet i sin stilling som ansat i Fritidsforvaltningen i Sæby Kommune, hvor han fra 2005 til 2006 skulle have indkøbt både fjernsyn, computer, kikkert, dykkerudstyr, kamera, fotoudstyr og mobiltelefoner til en samlet værdi i omegnen af 395.000 kroner.

Manden har også været ansat i Frederikshavn Kommune efter kommunesammenlægningen, hvor han ligeledes fra 2007 til 2009 skulle have indkøbt diverse ting såsom dykkerudstyr, fotoudstyr, mobiltelefoner, foldecykler, elektronisk udstyr og IT udstyr til en samlet værdi af i alt 1.062.896 kroner.

Sagen blev anmeldt 7. oktober 2009 af Frederikshavn Kommune. I første omgang erkendte han sig skyldig, og derfor skulle sagen afvikles som ren tilståelsessag. Men den 44-årige mand trak sin tilståelse tilbage i 2010, og derfor var politiet nødt til at foretage yderligere eftersøgninger - derfor er retssagen først begyndt i dag.

Men i retten i dag erklærer manden sig nu delvist skyldig i underslæb i et mindre omfang. Den ene ting han erkender, er at have stjålet et fjernsyn til 28.000 kroner, som har stået hjemme i hans stue i tre år.

I retten er det ligeledes kommet frem, at der er blevet fundet en masse af de førnævnte effekter hjemme hos manden. Men han forklarer i retten, at han tog tingene med hjem til sig selv, fordi han manglede opbevaringsplads i forbindelse med kommunesammenlægningen, hvor han skiftede kontor, og var bange for at tingene ville blive stjålet.

Den 44-årige mand har forklaret i retten i Hjørring, at han i sin tid indkøbte tingene for at foreninger skulle have mulighed for at låne dem. En af de foreninger, som ifølge manden har lånt udstyret, er Sæby Gymnastikforening.

Men den tidligere formand for Sæby Gymnastikforening har også vidnet i dag, og hun forklarede, at hun ikke vidste noget om, at foreningen kunne låne alt det nye, dyre udstyr. Da dette kom frem indrømmede manden, at han ikke har været god nok til at fortælle foreningerne, at de kunne låne udstyret.

Den 44-årige mand har været ansat i flere stillinger på samme tid. Da han var kultur- og fritidskonsulent i Sæby Kommune, var han samtidig også leder af ungdomsskolen. I kraft af sin stilling i ungdomsskolen søgte han om 220.000 kroner til at indkøbe dykkerudstyr. Den ansøgning behandlede han selv som kultur- og fritidskonsulent, og bevilgede pengene.

I retten fortæller han i dag, at dykkerprojektet gik i vasken, da han fik en knæskade i 2008. Bagefter kunne anklageren dog dokumentere, at den 44-årige mand stadigvæk købte dykkerudstyr i 2009.

Den 44-årige tiltalte mand har indtil videre tegnet et generelt billede af en kultur, hvor der ikke var nogen grænser for, hvad han kunne eller måtte købe for Sæby Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland