Farlig kemi på Siemens: Medarbejdere kronisk syge gennem 10 år

Medarbejdere, der støbte vinger til vindmøller på Siemens fabrik i Aalborg, er blevet kronisk syge. Gennem 10 år har der været 64 sager.

Medarbejdere, der har arbejdet på Siemens Wind Power fabrikken i Aalborg, har været udsat for farlig kemi. Det har resulteret i, at flere medarbejdere lider af kroniske sygdomme såsom astma eller allergisk eksem. Det fortæller DR Nyheder.

Hos Arbejdsskadestyrelsen har man i alt haft 64 sager i løbet af 10 år, der alle har afgjort, at medarbejdere er blevet syge af den farlige kemi, som de er blevet udsat for på fabrikken i Aalborg.

På Siemens Wind Powers fabrik i Aalborg støber man blandt andet vingerne til møllerne. I støbningsprocessen bliver der brugt epoxy sammen med glasfiber. Når der arbejdes med epoxy i flydende form, skal man være godt beskyttet. Men dragterne, som medarbejderne havde på, kunne ikke holde det giftige produkt ude.

En af de medarbejdere, der er blevet skadet i sådan en proces, er Rene Tordrup Jensen fra Aabybro.

- Når man tog dragten af, kunne man have epoxyen på benene eller armene. Så epoxyen trængte igennem dragten, fortæller Rene Tordrup Jensen til DR.

Også stoffet isocyanater, der kan udvikle astma og er kræftfremkaldende, er blevet brugt på fabrikken.

At der er gået 10 år, hvor medarbejderne er blevet udsat for farlige stoffer i arbejdet, vækker kritik blandt eksperter.

- Det skriger til himlen, at en eksponering af farlige stoffer kan foregå over så lang tid. Man bryder loven, hvis man ikke sørger for at få eksponeringen stoppet, siger Hans Jørgen Lindborg, der er arbejdsmiljøforsker.

Fra politisk side er man i Aalborg også chokeret over omgangen med den farlige kemi hos Siemens Wind Power.

- Det er rigtig, rigtig træls. Jeg håber virkelig, at Siemens får strammet op på det arbejdsmiljø, så de får helt tjek på tingene derude, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune til DR Nordjylland.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland