Fiskeeksportør frygter dagpengestop

Regeringens indgreb mod supplerende dagpenge bliver ikke godt modtaget hos fiskeeksportørerne.

På N.O. Hausgaards Fiskeeksport i Hirtshals er der lige nu ansat otte timelønnede i skæreriet, og de modtager alle jævnligt supplerende dagpenge.

- Vi er meget afhængige af vind og vejr. Hvis vi ikke får fisk hjem fra auktionen, er der heller ikke arbejde til damerne, siger direktør og ejer Jan Jensen.

Regeringen lægger op til, at man fremover kun kan modtage supplerende dagpenge i 30 uger i løbet af en to års periode, og det vil ramme rigtigt mange i fiskeindustrien. Pia Steen fra Hirtshals er en af dem.

- Nogle uger arbejder jeg 14 timer, andre uger 37 timer. Hvis jeg ikke kan få supplerende dagpenge kan jeg ikke leve af mit arbejde, siger hun til TV2/Nord.

Fiskeeksportør Jan Jensen frygter, at de strammere regler på området vil koste hans virksomhed dyrt.

- Vi kan blive nødt til at hente arbejdskraft i Østeuropa, hvis vi da ikke bliver tvunget til at lukke produktionen helt.

Flere nyheder fra TV2 Nord