Flere steder langs Limfjorden er oversvømmet

Kombinationen af regn, storm og høj vandstand i Limfjorden begynder at give lokale problemer.

Kystvejen i Thisted er oversvømmet og lukket for trafik indtil videre.

Også havneområdet er ramt i Thisted, hvor vandet står op over kajerne flere steder.

Politiet har været ude til en række mindre færdselsuheld. Men ingen personer er kommet noget til, skriver Limfjord Update. 

Feggesund Færgen har indstillet sejladsen mellem Thy og Mors på grund af ekstrem høj vandstand. Det er endnu uvist, hvornår færgen genoptager sejladsen igen.

Det årlige julemarked i Glyngøre, der skulle have fundet sted i dag fra kl. 14.00 er aflyst.

Det skyldes, at Æ’Kassehuset på havnen, hvor markedet skulle have været afviklet, er omkrandset af så høje vandmasser, at gæsterne ganske enkelt ikke kan komme hen til huset.

Også i Løgstør begynder beredskabet at døje med vandmasserne. Der er opstillet pumper ved havnen, hvor bølgerne skyller ind over afskærmningen. 

Beredskabet fra Thisted er på vej til sommmerhusene i Lendrup, hvor man har problemer med at komme af med regnvandet, oplyser indsatslederen hos Vesthimmerlands Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland