Flere studenter vælger en uddannelse på Tech College

Især uddannelserne til frisør og elektriker er populære blandt de unge, der vælger at få en praktisk uddannelse efter studentereksamen.

Rune Strauss er lige begyndt på Tech College, og han kan om tre år, hvis alt går efter planen, skrive sig ind i rækken af udlærte, der både har et svendebrev og en studenterhue.

Til august starter yderligere 50-100 studenter på Tech College. På trods af uddannelsesreformer og Folketingets mål om at få unge hurtigere igennem uddannelsessystemet, oplever Tech College en tilstrømning af elever, der i forvejen har en gymnasial eksamen. 

Det er især på uddannelserne til elektriker og frisør, at optaget af studenter er stort. I flere år har Tech College oprettet en hel klasse på elektrikeruddannelsen med elever, der i forvejen har en studentereksamen. En af de elever er 26-årige Rune Strauss, der i april startede på elektrikeruddannelsen med en studentereksamen og en titel som maskinmester i bagagen. 

- Da jeg blev færdig som maskinmester sidste år, havde jeg svært ved at finde arbejde. Alle virksomhederne ville have en maskinmester med håndværkserfaring, og det havde jeg ikke. Til sidst besluttede jeg mig for at gå i lære som elektriker, siger Rune Strauss. 

Mestre begejstrede for studenterne

Selvom uddannelsesvejen er lang for de elever, der tager to ungdomsuddannelser, og selv om meritmulighederne er få, har Tech College alligevel noget at byde på for unge med studenterhue. 

- Vi oplever, at vores studenter har let ved at finde lærepladser, og vi får rigtigt gode tilbagemeldinger fra mestre, der har den gruppe elever. Desuden er der mange videreuddannelsesmuligheder inden for håndværksfagene, hvor vi ved, det er en fordel at have en erhvervsuddannelse og dermed kende faget i forvejen, siger direktør for Tech College, Michael Johansson. 

Tech College har ikke præcise tal for, hvor mange elever, der i forvejen har en studentereksamen, når de starter, da det ikke er et krav at oplyse det, når man tilmelder sig en erhvervsuddannelse på optagelse.dk.

Tal fra Danmarks Statistik viser dog, at der sidste år gik 956 studenter på en erhvervsuddannelse i Nordjylland. Tech College vurderer, at 10 procent af eleverne har en studenterhue i forvejen. 

Flere unge med en studenter-eksamen tager også en erhvervs-uddannelse. På Tech College i Aalborg regner de med, at mellem 50 og 100 studenter begynder på en teknisk uddannelse til august

 


Seneste nyt

fra Nordjylland