Flest nye studerende i Nordjylland

01:28

Foto: Anders Christian Rasmussen (arkiv)

1 af 2

Rekordmange unge er optaget på en af de nordjyske uddannelsesinstitutioner. I år bliver 10 procent flere studerende tilbudt en plads på en videregående uddannelse i Region Nordjylland end i 2012.

Det er den største procentvise stigning blandt Danmarks fem regioner.

Aalborg Universitet står desuden for den største stigning i optagne studerende af landets otte universiteter.

7.125 ansøgere bliver d. 30. juli tilbudt en plads på en videregående uddannelse i Region Nordjylland. Det er 10 procent flere nye studerende end i 2012, som også var rekordår.

De mange nye studerende er til gavn for både for Danmark og for Region Nordjylland, der opnår færdiguddannede med forskellige kompetencer og talenter, fastslår uddannelsesminister Morten Østergaard.

- Jeg glæder mig over, at uddannelsesinstitutionerne i Nordjylland optager så mange nye studerende. De nordjyske uddannelsesinstitutioner er gode til at skabe projekter i samarbejde med regionale virksomheder, så de studerende allerede i løbet af deres uddannelse bidrager til at udvikle løsninger for virksomhederne. Det får regionen fordel af, og det er til gavn for Danmark, da vi har behov for unge, som kan omsætte nye ideer til innovative løsninger, så vi på den måde kan sikre arbejdspladser og udvikling i Danmark. Med årets optag er vi godt på vej til at uddanne den dygtigste generation nogensinde, siger Morten Østergaard.

Aalborg Universitet er højdespringer blandt universiteterne

Aalborg Universitet kan til september byde 4894 nye studerende velkommen - 582 i København, 160 i Esbjerg og 4.152 i Aalborg. Det er 16 procent flere end i 2012.

Aalborg Universitet opnår dermed den største relative stigning i antallet af optagne blandt de otte universiteter. Antallet af optagne studerende på Aalborg Universitet er desuden mere end fordoblet siden 2005.

Alle, der i første omgang enten ikke er blevet tilbudt en plads eller ikke har søgt om optagelse, kan nu søge blandt de ledige pladser i anden optagelsesrunde. Der er ledige pladser både på uddannelser i Nordjylland og i resten af landet.

- Jeg vil opfordre alle, der ikke er blevet optaget i denne runde, til at holde øje med de ledige pladser på andre uddannelser. En videregående uddannelse kan man i høj grad selv præge i den retning, man ønsker gennem valgfag, udlandsophold og praktik. På den måde kan en anden uddannelse end først søgt også blive drømmeuddannelsen, siger uddannelsesminister Morten Østergaard.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord