Minister vil debattere: Er den gal med børneopdragelsen?

Børneminister Mai Mercado har sat børneopdragelse til debat, men det er en forskydning af det, vi egentlig burde tale om, mener sociolog.

Alt for mange børn er ikke opdraget godt nok. Det mener social- og børneminister Mai Mercado. Hun har derfor sat gang i en opdragelsesdebat. For forældre skal blive bedre til at opdrage deres børn, mener hun.

Årsagen til opdragelsesdebatten bunder i en undersøgelse fra Tænketanken DEA, der viser, at i en børnehaveklasse med 20 elever sidder der mindst tre børn, der ikke er klar til at begynde i skole.

- De tager tid væk fra de børn, der har særlige behov, og derfor synes jeg, det er helt på sin plads, at sige at det er en forældreopgave at opdrage sine børn, derfor sætter jeg opdragelse til debat, siger social- og børneminister Mai Mercado.

Sociolog Line Søberg Bjerre er dog langt fra enig med ministeren. Hun mener, der med debatten om børneopdragelse sker en forskydning af, hvad vi egentlig burde tale om. Vi burde tale om hvilke rammer vi giver vores børn i skoler og daginstitutioner i stedet for at tale om opdragelsen.

quote  

Hvis man tager tallene, er der ikke noget, der viser, at det står skidt til. Vi har ikke nogen forløbsundersøgelser, der viser, at der er et problem med opdragelse.

- Hvis man tager tallene, er der ikke noget, der viser, at det står skidt til. Vi har ikke nogen forløbsundersøgelser, der viser, at der er et problem med opdragelse. Man kan sige hele Mai Marcados udgangspunkt er, at ved 6-årige børn er der tre ud af en klasse på 20, der ikke kan sidde stille, men rent udviklingspsykologisk er det helt normalt fænomen, siger Line Søberg Bjerre, Sociolog ved Aalborg Universitet.

Se hele debatten om børneopdragelse i programmet Fokus lige her.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland