Fonde giver 500.000 til REGAN Vest

Foto: Tor Løkken

Endnu en fond donerer penge til REGAN Vest, der tegner til at blive en af Nordjyllands helt store turistattraktioner.

Bunkerne i Regan Vest får nu støtte fra Jutlander Fondene Himmerland og Hobro. Ikke mindre end en halv million er på vej til REGAN Vest - Danskernes Koldkrigsmuseum. 

På Nordjyllands Historiske Museum kan en tilfreds museumsdirektør konkludere, at museet nu næsten er i mål med at skaffe de mange millioner kroner, der kræves for at realisere projektet.

- Jeg er glad for hver en krone, vi modtager i støtte til dette fantastiske projekt, og den lokale forankring er vigtig, for der er ingen tvivl om, at REGAN Vest vil trække rigtig mange gæster til det nordjyske område, så jo mere opbakning vi får her, jo bedre, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyllands Historiske Museum, som de seneste seks år har arbejdet med det nye museum.

00:30

Nordjyllands Historiske Museum har tidligere fået 1,2 millioner kroner til koldkrigsmuseum

Luk video

Med donationen fra Jutlander Fondene Himmerland og Hobro har museet sammenlagt skaffet 72,5 millioner kroner, og projektet mangler nu kun knap to millioner kroner for at være i mål. 

Fakta REGAN Vest

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 m² stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde af en atomkrig. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, blev fredet i 2014 og forventes at åbne for offentligheden i slutningen af 2021.

Se mere

Det nye museum består af fem elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion. Men den står ikke alene, for bunkeren får følgeskab af flere bygninger. 

Det sker primært i en ny udstillingsbygning, der foruden udstillinger og publikumsfaciliteter også rummer et tredje element: Et læringscenter til de ældste skoleklasser. Et fjerde element er parcelhuset foran bunkeren, hvor anlæggets tilsynsførende boede med sin familie.

00:32

Nordjyllands Historiske Museum følger nu kulturministerens opfordring og indstiller bunkeranlægget Regan Vest til at komme på UNESCOS verdensarvsliste

Luk video

Villaen indrettes som den så ud i 1980’erne. Her mærker publikum hverdagen ved at gå på opdagelse i analoge og digitale lag i skabe og skuffer. Området over bunkeren udgør det femte element, og her kan man nyde naturen og få virtuelle kig ned i bunkeren og ud i landskabet, som det ville se ud efter en atombombe.

Tæt på realisering

I alt skal Nordjyllands Historiske Museum bruge 74,3 mio. kr. for at realisere disse planer, og museumsdirektør Lars Christian Nørbach fortsætter dialogen med fondene, indtil man er i mål. Med donationen på 500.000 kr. fra Jutlander Fondene Himmerland og Hobro, mangler museet nu kun knap to millioner kroner.

Pengene strømmer til

Nordjyllands Historiske Museum fik i december sidste år en anlægsbevilling på 20 mio. kr. på finansloven, og i marts i år kunne museet føje yderligere to store bevillinger til projektet, da Realdania og Augustinus Fonden gav henholdsvis 30 og 10 mio. kr. Dernæst modtog museet 2 mio. kr. fra Spar Nord Fonden. Hertil kommer bevillinger på 5 mio. kr. fra Rebild Kommune og 4 mio. kr. fra Aalborg Kommune samt 1,2 mio. kr. fra Region Nordjyllands Vækst Forum.

Se mere

Flere nyheder fra TV2 Nord