Forsøger kæmpe bankkup i Nordjylland

04:31

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 5

Hele fire nordjyske banker blev natten til torsdag udsat for kupforsøg. Gerningsmænd forsøgte at sprænge bankbokse og påkørte patruljevogn.

Et større bankkup blev natten til torsdag forsøgt i Nordjylland. I løbet af en time blev der slået alarm i fire nordjyske banker, hvor gerningsmænd prøvede at sprænge bankboksen.

Nordjyllands Politi modtog den første alarm klokken 04.06, hvor Nørresundby Bank i Aabybro var udsat for tyveriforsøg. Kort efter lød også alarmer fra Spar Nord i Tårs, Sparekassen Vendsyssel i Klokkerholm samt Nordjyske Bank i Brønderslev.

En politipatrulje var hurtigt fremme i Brønderslev, hvor alarmen lød klokken 05.09. Her fandt patruljen en rendegraver og to personer, som var i færd med at bryde ind i banken. Der ventede betjentene endnu en ubehagelig overraskelse.

- Gerningsmændene påkører patruljevognen med rendegraveren, så betjentene ikke kan sætte efter dem, da de kører væk i en sølvfarvet bil, siger vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at det formentlig var en Audi, gerningsmændene kørte væk i. Han oplyser desuden, at rendegraveren var stjålet.

- Vi går ud fra, at der er en sammenhæng mellem røveriforsøgene, og i så fald har der givetvis været flere personer involveret, siger vagtchef Bent Højgaard.

Nordjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set eller hørt noget, der kan hjælpe politiet med efterforskningen. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114, og man kan også sende billeder via politiets app.

Flere nyheder fra TV2 Nord