Fortuna sejrede sikkert i topbrag

Fortuna dominerede gennem hele kampen, da de forsvarende mestre fra Brøndby kom på besøg i Hjørring.

Pressepladserne på Hjørring Stadion var pakket tæt, da Fortuna Hjørring søndag tog imod de forsvarende mestre fra Brøndby.

Efter landsholdets sensationelle andenplads ved EM hvor værtsnationen Holland var den eneste forhindring Nadia Nadim og resten af holdet ikke kunne besejre har interessen for kvindefodbold været enorm og det mærkede man i Hjørring søndag.

- Der har været enorm interesse fra pressens side, lige siden pigerne kom hjem. Der er en god del på pressepladserne og BT er her for eksempel. Jeg tror det er første gang, de er ude til en kvindekamp, fortalte Jette Andersen, der er formand for Fortuna Hjørring inden kampen.

Også tilskuerne strømmer til. Søndag var der over 500 tilskuere på lægterne, klædt i Fortuna-grønt.

På banen leverede hjemmeholdet også en mere end seværdig omgang fodbold til glæde for de mange fremmødte. Det var dog først i kampens sidste 45 minutter, de for alvor fik noget for den entrépris man nu skal betale for at komme til Fortuna-kampe.

Efter 0-0 ved pausen foretager Brian Sørensen på Fortuna-bænken en dobbelt udskiftning, og det fik sat gang i kampen.

I kampens 69. minut får Fortuna frispark på kanten af feltet. Det omsætter banens bedste spille Nevana Damjanovic til en scoring - bolden blev flækket direkte op i krydset.

Samme Damjanovic udbyggede føringen, da hjemmeholdet blev tilkendt et straffespark. Det var tyndt, men fløjten lød, og så stod der 2-0.

Det blev også til 3-0. Med 12 minutter tilbage af kampen fulgte Signe Bruun selv op på den afslutning, der ramte overliggeren og fløj ned på målstregen.

I dommerens overtid fik Brøndby pyntet på resultatet. Kampen endte 3-1 til hjemmeholdet, der nu fører 3F-ligaen med hele seks point ned til de evige rivaler fra Brøndby.

- I 89 minutter sidder vi på dem hele tiden. Vi dominerer og kontrollerer og det var bare et spørgsmål om at få åbnet op, og så kom målene også. Jeg er lidt træt af at vi begyndte at slappe lidt af, da vi fører 3-0. Det skal vi ikke, vi skal ikke give dem noget som helst, lød det efter kampen fra cheftræner Brian Sørensen.

Næste opgave for Fortuna er Ballerup-Skovlunde. Den kamp spilles 21. september på udebane.


Seneste nyt

fra Nordjylland