Frithængende kran kritiseres

01:25

Foto: Lone Vad Dam

1 af 2

Jammerbugt Kommune bliver kritiseret for at lade en kran stå frit på Attrup Lystbådehavn, så alle og enhver kan gå ind under kranens tunge metalophæng. Selv siger kommunen, at det er fuldt ud lovligt.

Kranen på Attrup Lystbådehavn bliver brugt til at løfte lystbåde op af vandet. Men når kranen ikke bliver brugt, så får det tunge metalophæng lov til at blive hængende frit oppe under kranen. Forrykt, mener Jes Jensen, der ofte kommer på havnen.

- Når du hænger noget op i en kran, skal du altid betragte det, som det kan falde ned. Det er som at rende rundt med et jagtgevær og sige, at det er sikkert, så jeg kan godt pege på dig. Sådan siger de også her, at det er sikkert, fordi wiren kan tage fem gange så meget, som den egentlig kan løfte med båden. Men det er ikke nok. Det skal bare fires ned og stå nede på jorden, siger Jes Jensen.

Jes Jensen har siden maj forsøgt at få Jammerbugt Kommune til at sætte ophænget ned på jorden, når det ikke bliver brugt. Men ved Jammerbugt Kommune henviser teknik- og forsyningschefen til, at det er fuldt ud lovligt at lade ophænget blive på kranen.

- Det tager vi selvfølgelig alvorligt. Men jeg kan berolige med, at den kran, vi har til at stå på Attrup Havn, er en kran, der bliver efterset og godkendt hvert eneste år af et kranfirma, siger Peter Laursen.

Men det tilfredsstiller ikke Jes Jensen, der selv har et krancertifikat. Han vil have Jammerbugt Kommune til at sætte ophænget ned på jorden, når kranen ikke bruges. Derfor har han kontaktet Arbejdstilsynet for at få dem undersøge, om kranen bliver brugt korrekt.

- Arbejdstilsynet de skal altså en tur herop og kigge. Så er jeg ligeglad med størrelsen, for den er stor nok til at slå en ihjel, hvis den falder ned, siger Jes Jensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord