Fyringer på Aalborg Portland

Foto: Tv2nord.dk

22 medarbejdere er tirsdag morgen blevet fyret på cementfabrikken Aalborg Portland.

Tirsdag morgen mødte de ansatte på Aalborg Portland ind til en kedelig nyhed. 22 medarbejdere er blevet afskediget. Der er tale om smede, elektrikere og ufaglærte medlemmer af 3F.

- Det er helt urimeligt, at ledelsen skærer så meget ind til benet, siger Harry Andersen, der er fællestillidsmand ved Aalborg Portland.

Ledelsen i Aalborg Portland begrunder fyringerne med, at der skal effektiviseres, og at de forsøger at forbedre konkurrenceevnen. Samtidig understreger ledelsen, at fyringerne ikke har noget med den omstridte NOx-afgift at gøre.

Det er blot en måned siden, at Aalborg Portland sidst afskedigede medarbejdere. Her blev 11 funktionærer fyret.