Genbrugsgaver hitter - bare ikke juleaften

Foto: Limfjord update

Genbrug er det nye sort, og nordjyderne går ligesom resten af landets befolkning flittigt på jagt efter genbrugsguld - men det er kun hver 20., der lægger en genbrugsgave under juletræet.

Eksklusive designerfund til gode priser fra blandt andre Montana, Royal Copenhagen, Arne Jacobsen, Hay, Rolex, Wegner og Georg Jensen er noget af det, nordjyderne kigger mest efter, når de gennemtrevler handelsportalen dba.dk for det næste genbrugskøb. Genbrugstrenden er stor, og nordjyderne er helt med på den, når der skal investeres i elektronik eller ting til hjemmet.

Men når det kommer til at give gaver - og særligt julegaver - der har været brugt, er nordjyderne og resten af den danske befolkning meget tilbageholdende. Kun hver 20. eller cirka fem procent gav sidste år en julegave, de havde fundet brugt. Det viser en undersøgelse, dba.dk har lavet via Epinions Danmarkspanel.

Og det kan undre, når den samme undersøgelse viser, at modtagerne af genbrugsgaver bliver både imponerede og meget behageligt overraskede over gaven.

- De fleste misforstår, hvad de fleste synes, når det gælder julegaver og genbrug. Mange er nervøse for, at modtageren bliver skuffet, men det er jo en klar misforståelse. I dag er det helt legitimt at give en brugt gave, men det er stadig ikke alle, der føler sig trygge ved at gøre det, siger professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet, John Thøgersen, der forsker i blandt andet forbrugeradfærd og miljø.

Men udover nervøsiteten for modtagerens reaktion er der også andre årsager til danskernes nølen med at give brugte julegaver. Næsten en tredjedel tøver, fordi det er svært at bytte en secondhand-gave, mens næsten lige så mange afholder sig fra det, fordi de følger en ønskeseddel eller ikke bryder sig om at give brugte gaver.

Nordjydernes top-20-søgeord på dba.dk:

Skulle der snige sig genbrugsgaver ind under de nordjyske juletræer i år, kunne de meget vel være fra denne liste, som viser de ting, der er søgt mest på i Nordjylland den seneste uge:
  1. Montana                  
  2. iPhone 6                  
  3. Spisebord                
  4. Royal Copenhagen    
  5. iPhone                     
  6. Barnevogn               
  7. Georg Jensen            
  8. iPhone 7                  
  9. Playstation 4            
  10. Arne Jacobsen          
  11. Hay    
  12. Rolex  
  13. Wegner
  14. iPhone 6s
  15. Sonos
  16. iPhone 5s
  17. Bobles
  18. teak   
  19. ps4   
  20. iPad

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord