Giv os flere studiepladser

Rektor for University College Nordjylland vil gerne uddanne flere, men kan ikke få lov.

UCN, der uddanner lærere, pædagoger, fysioterapeuter, sygeplejersker og jordemødre, har så mange ansøgere som aldrig før. Og der er slet ikke plads til alle. Alene på pædagoguddannelsen må skolen afvise hver tredje ansøger - ca. 200 ud af 650.

- Politikerne ønsker uddannelse til alle, og hvis vi skal leve op til det, skal vi have flere pladser, siger Niels Horsted, rektor på University College Nordjylland.

Han er ærgerlig over at skulle afvise ellers kvalificerede ansøgere, og han frygter, at lige præcis de, der får afslag på at komme ind på pædagoguddannelsen, i stedet havner i arbejdsløshed eller i ufaglærte jobs.

- Det kan godt være, at regeringen siger, der ikke er behov for at uddanne flere, men det er altså svært at forudse, hvordan jobsituationen er om fire eller fem år, siger han.

Ledigheden blandt pædagoger er på landsplan 2,4 procent - i Nordjylland 2,7.


Seneste nyt

fra Nordjylland