Glad AaB-træner: Tingene går vores vej

Kent Nielsen indrømmer efter 4-0-sejren over SønderjyskE, at alt flasker sig for AaB i øjeblikket.

AaB topper Superligaen, efter nordjyderne fredag aften vandt 4-0 ude over SønderjyskE. Træner Kent Nielsen medgiver, at det bare kører for nordjyderne for tiden.

- Ja, tingene går vores vej. Vi er pivhamrende effektive lige nu. Det er vi meget tilfredse med, siger Kent Nielsen til TV2 Sport.

AaB svækkede ellers sig selv inden opgøret ved at sælge offensivspilleren Lucas Andersen til Ajax Amsterdam, men afløseren Jeppe Curth slog flot til med to scoringer i Haderslev.

- Det er den rigtige måde at vise sig frem på, når træneren har valgt andre spillere. Det tager jeg hatten af for, siger Kent Nielsen, mens Curth konstaterer følgende:

- Vi skabte ikke mange chancer, men scorede på dem, vi fik.

SønderjyskE-træner Lars Søndergaard, som så sit hold indlede sæsonen med et brag, da Randers FC blev banket 6-1 i første spillerunde, indrømmer, at det er lidt op ad bakke for tiden.

Tre nederlag i træk er det nu blevet til.

- Nederlag mindsker selvtilliden. Vi har lidt været i en boble, hvor alt fungerede, og hvor vi fik scoret det første mål i kampene. Det gør vi ikke længere, og det var et mentalt slag at få, da AaB scorede til 1-0 kort før pausen.

- På det tidspunkt havde vi egentlig fint styr på kampen, siger Søndergaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland