GPS på ældre demente

En gps på ældre demente har været med til at minimere situationer, hvor demente borgere risikerer deres liv, fordi de bliver væk. Ny lov har givet gode resultater.

Sådan lyder erfaringerne fra flere nordjyske kommuner, oplyser P4 Nordjylland.

Muligheden for at overvåge ældre demente med en gps blev styrket 1. juli sidste år med en ny lovgivning. Nu er det i orden for plejepersonalet eller pårørende at sætte en gps på rollatoren eller om håndleddet, medmindre den ældre demente direkte protesterer. 

Lovændringen har fået nordjyske kommuner til at købe nye gps'er. Mariagerfjord kommune købte i efteråret fem stykker, og Jammerbugt kommune har netop her 1. marts investeret i 10 gps'er. Erfaringerne har nemlig været positive, lyder det fra kommunerne.

Også fra Vesthimmerlands kommune, hvor Jonna Jørgensen er demenskoordinator: 
- Det giver livskvalitet. Når de ældre får lov at gå en tur i solskinnet uden ledsager. 

I Vesthimmerlands kommune har de siden 2007 haft 20 gps'er i brug. 
De tilfælde hvor en ældre dement kommer i livsfare, fordi han eller hun forvilder sig væk vil altid være der, lyder det fra de nordjyske kommuner, men gps'erne har minimeret risikoen, fortæller fagchef for ældre i Aalborg kommune, Kristian Cronwald:
- Vi har altid haft mange engagerede pårørende, som er bekymret, når deres demente far eller mor forlader plejehjemmet. De har nu en større ro i sindet, fordi vi altid kan finde frem til deres familie med gps'en.

Ifølge den førende forhandler af gps'er til ældre, Safecall, bruger mindst 75 kommuner i Danmark gps'er til ældre. 

Vesthimmerland, Aalborg, Jammerbugt, Frederikshavn og Mariagerfjord kommuner er blevet spurgt i denne undersøgelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland