Gratis fisk skaber kø i metervis

På kun tre timer er der blevet langet 3500 rødspætter over disken hos en fiskehandler i Aalborg, som deler gratis fisk ud.

Onsdag er der usædvanligt travlt hos fiskeforretningen BAK?s Friske Fisk & Delikatesser i Aalborg. Her er der nemlig gratis rødspætter, og det har skabt lange køer. Cirka tyve mennesker stod omkring klokken 12.30 i kø, og køen strakte sig langt ud på gaden.

Årsagen til postyret er, at der uddeles gratis rødspætter hele dagen. De gratis fisk blev langet over disken, fra butikken åbnede klokken 9.30, og tilbuddet fortsætter til lukketid klokken 17.30. Der er fire gratis rødspætter per kunde.

Allerede på de første tre timer havde fiskehandleren langet 3500 rødspætter over disken fordelt på 875 kunder.

Fiskehandleren Dennis Bak giver gratis rødspætter for at sætte fokus på, at fisk ikke er en dyr spise, og at folk bør spise meget mere fisk.

Han har købt 11.000 rødspætter i dagens anledning.


Seneste nyt

fra Nordjylland