HA-rockere får nyt klubhus: Børnehave klar til at evakuere

Af frygt for rocker-uroligheder vil en børnehave i Aalborg-bydelen Vejgaard nu til at lave en evakueringsplan. Lige ved siden af børnehaven har Hells Angels åbnet et nyt klubhus.

Det er i bygningen på Lundsgårdsgade 30B i Vejgaard at rockergruppen Hells Angels er i færd med at etablere et nyt klubhus. Meget tæt på en børnehave.

- Jeg er bange for at der let kan ske et eller andet. Man ved jo aldrig, siger småbarnsmor Malene Johansen, der bor på Jyttevej.

Der er kun omkring 30-50 meter fra bygningen, hvor HA-erne holder til, og hen til Børnehaven Lundsgårdsgade.

- Det vil simpelthen være forfærdeligt, hvis der opstår skyderier og nogle af børnehavebørnene eller de andre børn her i kvarteret bliver ramt, siger Tim Stiller Blankschøn, der er formand for boligforeningen Viva Boligs afdeling 9 på Jyttevej.

TV2/NORD har i dag med tre forældrebestyrelsesmedlemmer i børnehaven, men ingen af dem ønsker at stå frem. De fortæller dog, at lederen af børnehaven, Anne Lind, har en skrevet en mail ud til forældrene.

I mailen står der at personalet vil "være ekstra opmærksomme på legepladsen og udarbejde en evakueringsplan, hvis der skulle være optræk til uroligheder".

Kun få hundrede meter væk - på Nørre Trandersvej - er der allerede et rocker-klubhus, hvor HA-støttegruppen Devils Choise holder til. Her blev et fuldgyldigt HA-medlem beskudt i 2010.

Det er situationer som den, der får beboere til at frygte noget lignende vil ske, men hvor det nu også det kan komme til gå ud over børn.

SE TV2/NORD LØRDAG KL. 19:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland