Helberskov har sin egen dialekt

Foto: Per Frank Paulsen

Selv om der kun er få ejendomsmæglerstenkast fra Als til Helberskov, er sproget en smule forskelligt.

Der bor kun 160 borgere i Helberskov på Als Odde, men de sidder alligevel på en skatkiste af en egen og sjælden dialekt. Selv om sproget er klingende himmerlandsk, hævder de i hvert fald selv, at de har ord, som ikke bliver brugt inde i den større by Als.

Christian Christensen, der er formand for den Lokalhistoriske forening for Als og Omegn, mener at have en forklaring.

- I Helberskov snakker folk lidt mere, som de før gjorde på landet. Og inde i byen Als blev der talt lidt finere, som vi kalder det. I gamle dage var der for eksempel ingen, der blev tiltalt med De i Helberskov... det skulle da lige være præsten, siger Christian Christensen.

Det er ikke uden stolthed, at folk i Helberskov slynger om sig med gloser fra deres egen dialekt.

Iver Christensen, som er født og opvokset i det lille samfund, siger:

- I mine bedsteforældres tid var det normalt at sige: Vi skal have vores "nædder". Det betyder aftensmad. Man kunne også sige "unnen" og så var det middag.

Der er også ord som "lime", "nøsset" og "dovre", og det skulle betyde kost, kostald og morgenmad.

Flere nyheder fra TV2 Nord