HF-uddannelsen populær i Nordjylland

Tilmeldingerne til de nordjyske HF klasser er strømmet ind. I år er der 12 procent flere ansøgere end sidste år

Et af de steder, hvor man rigtigt kan mærke stigningen i ansøgere, er på Nørresundby Gymnasium & HF. Her er ansøgertallet steget til næsten det dobbelte i forhold til sidste år.

- Man plejer at sige, at når der er krise, så sker der to ting: Flere unge får en uddannelse, og der kommer en ny tøjmode. Vi kan i hvert fald se, at det første måske er ved at ske. Men jeg tror også det skyldes, at HF har været et indsatsområde her, siger rektor på Nørresundby Gymnasium & HF, Søren Hindsholm.

Til næste år forventer rektor at oprette én eller to nye HF klasser. Én af ansøgerne hedder Caspar Olsen. I øjeblikket går han i 10. klasse på Løvvangskolen. For ham spiller det en rolle, at HF-uddannelsen kun tager to år i stedet for den traditionelle gymnasieuddannelse på tre.

- Jeg kender nogle stykker som går på HF nu. De siger, at det ikke er så svært at følge med, som man skulle tro, fordi man har det mindre år, men det bliver gjort nogenlunde ordentligt, siger Caspar Olsen, som vil bruge sin HF til at komme ind på læreruddannelsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord