Hirtshals Mejeri lukker

På knap to år er salget af produkter fra Hirtshals Mejeri halveret, derfor har Arla besluttet at lukke mejeriet, hvor 15 medarbejdere i øjeblikket arbejder. Det har Arla netop oplyst i en pressemeddelelse.

Siden begyndelsen af 2009 er salget af Hirtshals-produkter faldet 50 procent frem til i dag. I samme periode har markedsføringen af produkter fra Hirtshals Mejeri ellers været mere omfattende end nogensinde tidligere i mejeriets historie.

Som konsekvens af det drastisk faldende salg har bestyrelsen i Arla Foods besluttet, at produktionen på Hirtshals Mejeri må nedlægges.

- Vi er kede af den her beslutning, men det er desværre nødvendigt. Faktum er, at færre og færre forbrugere vælger produkter fra Hirtshals Mejeri, og nu er salget faldet til så lavt et niveau, at mejeriet ganske enkelt ikke kan løbe rundt længere," siger Ole E. Hansen, der er ansvarlig for driften af de mejerier i Arla, der fremstiller produkter til det danske marked.

Hirtshals Mejeri har i dag 15 medarbejdere, og Arla vil nu undersøge mulighederne for ansættelse på andre Arla-mejerier.

Sidste produktionsdag på Hirtshals Mejeri bliver fredag den 15. april 2011.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord