Historisk resultat i Spar Nord

00:39

1 af 2

Spar Nord har onsdag fremlagt resultatet for det første halvår. Resultatet er det bedste i bankens historie. Samtidig vil banken fremover udbetale mere i udbytte til sine aktionærer.

Spar Nord afslutter første halvår med et resultat før skat på 740 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 45 procent i forhold til samme periode sidste år og dermed det bedste i bankens historie. Samtidig præsenterer Spar Nord en ny udbyttepolitik, der fremadrettet giver aktionærerne mindst 2/3 af bankens overskud i udbytte, skriver banken i en pressemeddelelse.

Første kvartals salg af aktieposten i Nørresundby Bank bidrager til halvårsresultatet med 217 millioner kroner, men selv når denne gevinst fraregnes, er der tale om det bedste halvårsresultat i Spar Nords 191 år lange historie.

- Både når vi ser på bundlinjen og på drivkræfterne bag rekordresultatet, har vi god grund til at være rigtig godt tilfredse med det her regnskab, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby og fortsætter:

- Når vi renser for de seneste ekstraordinære poster som eksempelvis salget af Nørresundby Bank- og Nets-aktierne, så ser vi en basisforretning, der holder en rigtig god kadence. Det skyldes blandt andet, at kundernes aktivitet på realkredit- og formueområdet mere end opvejer det indtjeningspres, som den beskedne udlånsefterspørgsel og øgede priskonkurrence medfører.

Artiklen fortsætter under klippet

Lasse Nyby om halvårsregnskabet:

 

1. halvår 2015

 

Samtidig med halvårsresultatet præsenterer Spar Nord også en ny udbyttepolitik, der fastsætter den fremtidige udlodning til mindst 2/3 af nettoresultatet.

Den nye politik er ifølge Lasse Nyby en konsekvens af en fortsat beskeden, organisk udlånsvækst samt fraværet af interessante opkøbsmuligheder.

- Vi forventer ikke at få brug for yderligere kapital til at imødekomme hverken en massiv udlånsvækst eller nye opkøbsmuligheder. Derfor har vi vurderet, at det er i aktionærernes bedste interesse at få en betydelig del den værdi, vi skaber i vores løbende drift, retur i form af udbytte, siger Lasse Nyby.