Hobro forlænger med Bøge og Tjørnelund

Superligaklubben Hobro har forlænget kontrakterne med de to backs Jacob Tjørnelund og Jesper Bøge.

Tirsdag har Hobro IK forlænget aftalerne med de to backs Jacob Tjørnelund og Jesper Bøge.

Førstnævnte har fået forlænget aftalen til sommeren 2017 mens Jesper Bøge er i klubben til sommeren 2018.

Tjørnelund kom til Hobro i januar 2014 og har indtil nu fået 39 førsteholdskampe på CV'et. Han kom til klubben fra SønderjyskE hvorfra han har 21 Superliga-kampe i rygsækken.

- Jeg håber med forlængelsen at kunne fortsætte min udvikling i Hobro. Jeg er glad for at være i klubben og er overbevist om, at det er det bedste sted at være for mig lige nu. Da jeg kom til Hobro sidste år i januar, vidste jeg godt, at klubben var på vej mod Superligaen, men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle komme til at gå så godt, som det er tilfældet, siger Jacob Tjørnelund.

Jesper Bøge fik sin debut i 1. division i 2013 og har spillet 83 kampe for klubben.

- Det betyder rigtig meget for mig, at klubben har sat pris på den indsats, som jeg har leveret. Det er nu blevet belønnet med en forlængelse, hvilket jeg ser stolt over. Jeg udvikler mig hver dag i klubben og får rigtig mange kampe på højt niveau i Superligaen, udtaler Jesper Bøge.


Seneste nyt

fra Nordjylland