Hobro slog Superliga-hold i testkamp

Foto: Henning Bagger, Scanpix

Hobro spillede onsdag eftermiddag træningskamp mod Superliga-holdet SønderjyskE, og nordjyderne vandt kampen i sikker stil.

Spillerne fra Hobro IK var onsdag eftermiddag i kamp for anden gang siden vinterpausen, og træningskampen på eget kunstgræs mod SønderjyskE blev en succesoplevelse for himmerlændingene. Hobro besejrede nemlig de forsvarende DM-sølvvindere med 3-0.

Thomas Thomasbergs tropper fik en god start på opgøret og efter 16 minutters spil bragte 22-årige Lucas Jensen de blå-gule foran. Den tidligere OB-spiller havde en stor eftermiddag på DS Arena, for efter en halv time nettede kantspilleren igen på oplæg fra kantkollegaen Martin Mikkelsen.

Hobro holdt fast i 2-0-føringen indtil pausen, hvor Thomas Thomasberg rokerede lidt rundt og satte Yaw Amankwah og Quincy Antipas på banen i stedet for Mads Justesen og Wilfried Domoraud. Senere erstattede Pål Alexander Kirkevold og Mikkel M. Pedersen angriberen Anders Holvad og den dobbelte målscorer Lucas Jensen, og den udskiftning gav pote.

Pål Alexander Kirkevold lukkede efter 64 minutters spil kampen med scoringen til slutresultatet 3-0. Martin Mikkelsen sendte med en lang stikning nordmanden afsted mod SønderjyskE-målet, og Kirkevold passerede ganske sikkert sønderjydernes målmand.

Hobro IK spiller træningskamp på hjemmebane igen 4. februar, hvor Thisted FC kommer på besøg. Nordjydernes første kamp i forårssæsonen i 1. division spilles 5. marts, hvor FC Helsingør skal en tur til Hobro.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord