Højere livskvalitet for færre penge

- Det er utrolig flot, at vores helt unikke Aalborg-model for rehabilitering har skabt bedre resultater for borgerne og samtidig sparet kommunen penge, siger rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg kommune, Thomas Krarup (Konservative) Foto: TV2/Nord

Rehabiliteringscenter Aalborg giver økonomisk besparelse og får kursisterne bedre livskvalitet, viser ny undersøgelse

Ældre- og Handicapforvaltningens nyskabende Rehabiliteringscenter Aalborg har med sin særlige højskoletilgang opnået en økonomisk besparelse for kommunen og kan samtidig dokumentere en fysioterapeutisk fremgang og stigning i livskvalitet blandt kursisterne på centret. Det viser resultatopgørelsen for 2015.

En af grundene bag succesen tilskrives, at man på Rehabiliteringscenter Aalborg i Mou drives efter en særlig højskoletankegang, hvor borgerne betragtes som eksperter i eget liv, som blot har behov for træning eller et kursus i nogle dagligdags gøremål for bedre at kunne klare sig selv.

Resultatopgørelsen for 2015 viser et støt stigende aktivitetsniveau på rehabiliteringscentret, dalende behov for hjemmehjælp hos borgeren efter endt ophold og en økonomisk besparelse for kommunen på netto 10,5 mio. kroner i 2015.

Stigningen i antallet af kursister og faldet i den gennemsnitlige reduktion i hjælp pr. uge fra 2014 til 2015 skyldes hovedsageligt, at centeret er begyndt at tage kursister ind, som kun har et mindre funktionstab og dermed et mindre forbedringspotentiale. Det betyder også, at kursisterne gennemsnitligt er kortere tid på centeret. Til gengæld bliver flere borgere mere selvhjulpne efter endt ophold, og derfor opnår Ældre- og Handicapforvaltningen en større besparelse samlet set.

- Det er utrolig flot, at vores helt unikke Aalborg-model for rehabilitering har skabt bedre resultater for borgerne og samtidig sparet kommunen penge. Resultatet for 2015 viser, at vi kan lykkes med at gøre vores borgere mere selvhjulpne – også på den lange bane, når vi tager udgangspunkt i deres naturlige vilje til at kunne selv og samtidig sætter fokus på værdien af relationer mellem mennesker, siger rådmand Thomas Krarup om resultatopgørelsen for 2015 fra Rehabiliteringscenter Aalborg.

Træningen på Rehabiliteringscenter Aalborg sigter mod at opnå både fysiske, psykiske og sociale forbedringer. Og den særlige Aalborg-tilgang til rehabilitering afspejles også i kursisternes fysioterapeutiske fremgang under opholdet, da kursisterne opnår markante forbedringer under deres ophold.

- Mange af vores kursister har glemt, hvad der var dejligt i deres liv: At gå til kaffe hos naboen eller selv at gå til købmanden efter lige den leverpostej, man har lyst til i dag. Vi hjælper dem til at komme i tanke om, hvad der kan give deres liv mening, og vi hjælper dem med redskaber til igen at kunne, fortæller leder af Rehabilisteringscenter Aalborg, Hanne Hostrup.

Derfor er filosofien på Rehabiliteringscentret da også, at de fysiske og sociale færdigheder skal trænes samtidig.

- Meget af vores træning er aktiviteter som selv at forberede sin mad, at dække bord eller hjælpe til med rengøring. Ting, som mange af vores kursister ikke troede, at de kunne mere. Og når først de oplever igen at kunne invitere børnebørnene på hjemmebagte boller, så er de også mere opmærksomme på vigtigheden af at vedligeholde funktioner. Derfor er vores resultater ofte blivende, fortæller Hanne Hostrup.

Hun understreger, at det ofte er nødvendigt med både fysisk og ergoterapeutisk træning for at generhverve evnen til selv at kunne, og at det også kan være nødvendigt at arbejde med eksempelvis noget psykisk. Men at det alt sammen betragtes som midler eller delmål på vejen frem mod atter at blive selvhjulpen og forbedre livskvaliteten.

Rehabiliteringscenter Aalborg er en af Ældre- og Handicapforvaltningens målrettede indsatser i det rehabiliterende og forebyggende arbejde. Rehabiliteringscentret åbnede i september 2013. Der er 14 lejligheder, og et ophold varer fra to til 12 uger.

Flere nyheder fra TV2 Nord