Hundredevis af sejlere indtager Skagen

For 21. gang valfarter sejlere til Skagen i anledning af HH Skagen Race. De næste tre dage fester sejlerne på Toppen af Danmark.

200 sejlbåde er i løbet af torsdag ankommet til Skagen. Bådene og sejlerne er deltagere i den traditionsrige sejlads Helly-Hansen Skagen Race, der afvikles for 21. gang. 

Kapsejladsen appellerer både til de hard-core sejlere, der skeler til sluttider og præmiepodiet, og til dem, der kommer til Danmark for hyggen på Toppen af Danmark. 

De 1500 sejlere startede ud fra tre steder samtidigt onsdag aften: Åsgårdstrand og Kristiansand i Norge og som noget nyt i år også fra Marstrand i Sverige. 

- Sejlerne har haft en flot sejlads med god vind fra nordvest, så de hurtigste har haft helt perfekte forhold på turen til Danmark, siger stævneleder Lars Wilhelmsen. 

Første båd over mållinien var TP52'eren 'Wolf Pack' fra Sandefjord skarpt efterfulgt af 'Karma Police', der ser ud til at vinde på korrigeret præmietid. 

Pokalerne overrækkes fredag, hvor Sussi og Leo spiller koncert ved Pakhuset. 

Sejlerne på den norske TP52 'Wolf Pack' jubler efter at være første båd over målstregen i Skagen. 
Sejlerne på den norske TP52 'Wolf Pack' jubler efter at være første båd over målstregen i Skagen. 
Foto: Mick Anderson

Seneste nyt

fra Nordjylland