Hurtige racerbåde og fede koncerter: Aalborg Regetta åbner i dag

Foto: Aalborg Events

Aalborg Regetta lægger vand til verdensmesterskaberne under dette års arrangement. Regattaen underholder publikum allerede fra i dag.

Havnefronten i Aalborg viser sig fra sin bedste side, når Aalborg Regatta i dag og indtil på søndag løber af stablen.

- Nu, hvor vi har så flot en havnefront og fjord, så gælder det om at vise den frem, siger eventchef hos Aalborg Events, Søren Thorst.

Netop havn, vand og flotte både er de altoverskyggende hovedpersoner, som tusinder af nordjyder hvert år valfarter til Aalborg for at komme helt tæt på.

 

I år kan nysgerrige næser som noget helt nyt mærke suset af de lynhurtige F2 Powerboats, som dyster til verdensmesterskaberne i bølgerne ud for havnefronten.  

- Vi vil gerne, der sker noget ude på vandet, og de her hurtige racere er helt vilde, så vi håber, publikum vil kunne lide dem, siger eventchef hos Aalborg Events, Søren Thorst.

F2 Powerboats er letvægtskatamaraner af kulfiber med tophastigheder tæt mod 200 km/t, og som accelererer hurtigere til 100 km/t end en Lamborghini Murcielago LP640. 

  Foto: Aalborg Events

Du kan se klip fra tidligere Powerboats-løb her: https://www.youtube.com/watch?v=xBLao_iRm7g.

Landskamp på storskærm

For de VM-hungrende nordjyder er det også muligt at følge med i de danske fodbolddrenges udskejelser i Rusland. Lørdag bliver der sat storskærm op ved Musikkens Hus, så alle kan følge med og mærke stemningen.

 

Og så bliver Aalborg Regatta også automatisk en del af Aalborg Halvmarathon, hvor omkring 6.000 løbere kommer i mål ved Musikkens Hus. De kan derfor få brølet af de mange tilskuere til Regattaen - og så er der også en sidegevinst mere.

- Vi laver jo et kæmpe legeland, hvor løbernes børn og koner eller mænd kan blive underholdt, mens mor eller far løber 21 kilometer, fortæller eventchef hos Aalborg Events, Søren Thorst.

Se hele programmet for alle dage her:

http://www.aalborgevents.dk/2018/aalborg-regatta/fredag/

Om Aalborg Regatta

  • 14.-17. juni 2018 på og omkring Aalborg Havnefront.
  • Du kan blandt andet opleve VM for F2 Powerboats, koncerter, gøgl, vandaktiviteter, legeland for børn og kulinariske oplevelser. 
  • Aalborg Events er ansvarlig arrangør.
  • Aalborg Regatta har følgende samarbejdspartnere: Hedegaard Agro, Stigsborg Havnefront, DC Supply, COWI, TN Udvikling, Jyske Bank, Aalborg Universitet, Himmerland Boligforening, Haugaard Nielsen, Mammoet Wind, Nykredit, Nybolig Erhverv, Aalborg Stevedore Company samt Aalborg Havn A/S og SIFA. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord