TV2 Nord

Ingen medaljer - trods gode præstationer

Lucas Bjerregaard leverede selv en godkendt præstation ved EM i golf, men det var ikke nok til at få medaljer med hjem. Foto: Nick Clark

De tog ud, gjorde deres bedste, men kom desværre hjem uden medaljer. Så let kan det siges for de fire danske hold som lørdag aften kunne gøre status på et EM, som ikke levede op til forventningerne.

- På trods af godkendte præstationer må vi erkende, at vores målsætninger ikke blev indfriet. Vi havde håbet på en medalje, men det er svært at forudsige sejr og succes i et spil som golf, fortæller Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union i en pressemeddelelse.
 
Efter en godkendt indledning på turneringen der blev afholdt i Prag, skulle drengelandsholdet lørdag spille om 3. eller 4. pladsen.

Bronzemedaljerne var inden for rækkevidde, og modstanderen var Frankrig. Men de franske drenge levnede ikke danskerne mange chancer. Frankrig satte sig solidt på matchen med sejre i begge foursomes.
 
- Det var bare ikke godt nok i dag. Vi løb tør for energi, da franskmændene satte sig på matcherne fra start. De spillede solidt og var bedre end os, lyder det fra landstræner David Dickmeiss.
 
Det var de mest garvede kræfter på damelandsholdet der skulle stå distancen, hvis 7. pladsen skulle sikres på dagens finaledag i Østrig.

Det startede ellers godt, og det danske hold førte turneringen efter  første runde. Desværre gik det derefter den forkerte vej. Men danskerne rejste sig i kampen om syvendepladsen, hvor de hev sejren i land. De rutinerede kræfter, Charlotte Kring Lorentzen og Therese Kølbæk, viste vejen ved at vinde deres foursome, og i singlerne sikrede Sara Monberg og Daisy Nielsen sejren ved hver at score et point. Nicole Broch Larsen og Caroline Nistrup måtte til gengæld give fortabt til deres irske modstandere.
 
Det sidste hold der i ugens løb var i dyst mod resten af Europa var herreholdet med blandt andet Lucas Bjerregaard ombord, som i næste uge signer ind til British Open. Det blev til en 11. plads til et herrehold, som aldrig rigtig fandt den sande golfmelodi.

Lørdagens afslutningsmatch stod mod vores norske naboer. Selvom foursomen blev tabt,  kom danskerne stærkt igen og vandt de fire singler, og sluttede turneringen af med en godkendt og overlegen indsats, som også landstræner Thomas Kiel Larsson var tilfreds med.
 
- Vi spillede fint i dag. Drengene var opsatte og kom hurtigt op i matcherne. Selvfølgelig er det ærgerligt at slutte så langt fra medaljerne, men vi må lære af det spil, vi leverede og arbejde med videre med holdet, som har et stort potentiale.

Har du et godt tip?